Sådan udvælger vi aktier og obligationer

 

Den overordnede målsætning er at sikre investorerne et godt, langsigtet afkast og samtidig at foretage investeringerne på en sådan måde, at risikoen bliver begrænset i videst muligt omfang. For at nå dette mål vil Nordea Invest omhyggeligt udvælge interessante aktier og obligationer, som passer til de enkelte afdelingers formål og risikoprofil.

Aktier
Aktieinvesteringerne i de forskellige afdelinger udvælges blandt andet efter følgende kriterier:

- Virksomhedens konkurrence- og indtjeningsevne
- Selskabets ledelse og strategi
- Vækstmuligheder i branchen
- Aktiernes pris
- Hensynet til en passende risikospredning.

De globale økonomiske forhold ændres hele tiden, hvilket kræver en tilpasning og ændring af investeringerne. Nordea Invest sikrer, at denne tilpasning sker med en løbende overvågning af aktiemarkeder og makroøkonomiske forhold.

Obligationer
Grundlaget for obligationsinvesteringerne er en vurdering af og stillingtagen til de økonomiske og politiske forhold, der påvirker renteniveauet. Eksempelvis:

- Vækst- og inflationsudvikling
- Finans- og pengepolitik
- Nationale og globale politiske forhold.

Hertil kommer en vurdering af obligationernes prisfastsættelse og specielle karakteristika såsom afkast efter skat og renterisiko.