Afkast fra årets start til 30. april 2011

Top tre aktieafdelinger 

 

Europa 7,2 pct.

April blev endnu en god måned for afdelingen, og dermed fortsatte den positive udvikling fra starten af året. I begyndelsen af året var fokus rettet mod økonomiske nøgletal fra specielt USA, gældskrisen i Sydeuropa og senere jordskælvet i Japan. I slutningen af marts og hele april blev fokus derimod rettet mod regnskabssæsonen, som overraskede positivt og smittede positivt af på aktiemarkederne. Trods en stigende europæisk valuta fortsatte de tyske eksportselskaber med at vise fremgang, specielt bilfabrikanter som Volkswagen, BMW og Daimler. Desuden har vi set en række virksomhedsopkøb til høje kurser i forhold til kurserne inden overtagelsestilbuddene. Afdelingens investering i det franske kemiselskab Rhodia blev blandt andet solgt med en præmie på 50 pct. I marts, hvor aktiemarkedet faldt lidt tilbage, benyttede vi lejligheden til at investere i flere nye selskaber. For eksempel købte vi aktier i selskaberne SKF, Voest Alpine, Legrand og K + S.

 

Nordea Invest Europa
Investerer bredt i europæiske aktier. Afdelingens mål er at give et afkast, der overstiger det gennemsnitlige afkast i Europa gennem en geografisk fordeling af investeringerne.

   

 

   Stabile Aktier Akkumulerende 5,3 pct.

Afdelingen er designet til at svinge mindre, når markedet som helhed svinger. Det har den nydt godt af siden årsskiftet, hvor den ene usikkerhedsfaktor efter den anden er dukket op. Det drejer sig blandt andet om uroen i Mellemøsten, jordskælvet i Japan, gældskrisen i Sydeuropa og endelig kreditvurderingsinstituttet Standard and Poor’s forsigtige syn på amerikansk økonomi. Den pæne udvikling i afdelingen skyldes høje udbytter fra mange selskaber efter generelt flotte regnskabsresultater, der både viser stigende indtjening og en begyndende omsætningsfremgang. I april var det de mere defensive sektorer som sundhedspleje og dagligvarer, der klarede sig pænt. Afdelingens investering i medicinalfirmaet Johnson & Johnson blev en af afdelingens bedste investeringer, da selskabets regnskab for 1. kvartal var langt bedre end forventet.
 
Nordea Invest Stabile Aktier Akkumulerende
Investerer globalt i aktier. Afdelingens investeringer bygger på principper om at finde aktier, der forventes at give et stabilt absolut afkast. Der fokuseres også på, om aktien er stabil, når aktiemarkedet som helhed svinger.

 

  

Nordic Small Cap 3,5 pct.

Afdelingen er steget pænt siden årsskiftet, hvilket skyldes den positive udvikling i svensk økonomi og pæne regnskaber fra især industriselskaberne. Disse selskaber har været i stand til at sende regningen for de stigende råvarepriser videre til kunderne og har derved bevaret deres høje indtjeningsmargen. På den anden side har stigningen i råvarepriserne været dyrt for en lang række selskaber inden for detailsektoren. Det ser ud som om, disse selskaber ikke på sammen måde har kunnet overføre de stigende råvarepriser til forbrugerne. Axis, der producerer overvågningskameraer, blev afdelingens bedste investering, efter et meget flot regnskab, hvor både indtjeningen og omsætningen overraskede positivt. I april investerede afdelingen i norske Renewable Corporation, et selskab inden for solcelleindustrien. Aktien har tabt over 90 procent de seneste to år på grund af flere faktorer, men vi vurderer nu, at selskabet kan se fremad igen, og at overkapaciteten i sektoren er et overstået kapitel.

 

Nordea Invest Nordic Small Cap
Investerer i små og mellemstore nordiske selskaber. Afdelingen vil gennem udvælgelsen af selskaber søge at realisere et afkast, der overstiger det gennemsnitlige afkast af en lignende investering.

 

 

Top tre obligationsafdelinger 

 

  Virksomhedsobligationer Højrente 4,8 pct.  

De første fire måneder af 2011 har været rigtigt gode for højtforrentede virksomhedsobligationer. Det høje afkast skyldes spirende vækst og tiltagende optimisme først og fremmest i USA, men også i flere EU-lande. Fremgangen for virksomhedsobligationer er blevet understøttet af solide regnskaber fra virksomhederne og af meget lave konkursrater. Der er imidlertid andre forhold, som i perioder har fået kurserne til at svinge kraftigt, herunder olieprisstigninger, uro i Mellemøsten og Nordafrika samt statsgældskrisen i Europa. Disse forhold vil også kunne skabe usikkerhed fremadrettet. Dette overskygger imidlertid ikke, at de positive signaler fra virksomhederne ventes at være den dominerende kraft i resten af 2011.

 

Nordea Invest Virksomhedsobligationer Højrente 
Investerer primært i amerikanske virksomhedsobligationer med lav kreditværdighed. Afdelingen har et højt afkastpotentiale, men investorerne skal være indstillede på, at risikoen er høj.

 

        

HøjrenteLande 2,0 pct.

2011 startede stille på markedet for obligationer fra de nye vækstlande (emerging markets) på grund af frygt for overophedning i flere af landene og på grund af den afsmittende effekt af uroen i Mellemøsten og jordskælvet i Japan. I marts og april kom der imidlertid en vending på markedet, og obligationerne viste pæn fremgang. Det skyldes blandt andet, at mange af landene – såsom Rusland og Mexico – er olieproducerende lande og nyder godt af den høje oliepris. Investeringsmæssigt blev afdelingens fokus flyttet fra lande som Chile, Brasilien og Kina, hvor afkastmulighederne efterhånden vurderes at være udtømte, til lande som Venezuela og Argentina, hvor afkastpotentialet vurderes at være større. På grund af de store kursudsving er investeringerne blevet sammensat mere defensivt i 2011. Det betyder også, at porteføljen er investeret i obligationer, som er lettere at omsætte.

 

Nordea Invest HøjrenteLande
Investerer i statsobligationer og andre obligationer med statsgaranti eller tilsvarende sikkerhed i mindre udviklede lande.

 

 

  Virksomhedsobligationer 1,2 pct. 

Virksomhedsobligationer med en høj kreditvurdering har klaret sig relativt godt i 2011, fordi virksomhederne har leveret pæne regnskabstal. De fundamentale forhold som kreditvurderinger, indtjening og den økonomiske udvikling som helhed er ganske enkelt i orden. Samtidig har obligationerne i 2011 nydt godt af høj markedsaktivitet. Det skyldes både nyudstedelser og høj efterspørgsel fra investorernes side. Renteforskellen til statsobligationer er dog så relativt lille, at disse virksomhedsobligationer ikke kan undgå at blive påvirket af de stigende renter. Samtidig må statsgældskrisen i Europa forventes at kunne skabe kursudsving resten af året.

 

Nordea Invest Virksomhedsobligationer

Investerer primært i obligationer fra europæiske virksomheder med høj kreditværdighed. Afdelingen bliver forvaltet ud fra en defensiv strategi, og investeringerne er spredt på mange selskaber og sektorer.