02.04.2009: Medaljer til Nordea Invest
02.04.2009
Nordea Invest har indtaget sejrsskamlen i to ud af seks kategorier i Dansk Aktionærforenings årlige kåring af Danmarks bedste investeringsafdelinger. For andet år i træk har Nordea Invest Korte obligationer fået guldmedaljen i kategorien obligationer lav risiko, mens Nordea Invest Lav Kuponrente rykkede op fra en anden til en førsteplads i kategorien obligationer mellem risiko.
Godt 300 danske investeringsafdelinger var med i løbet, fordelt på seks kategorier. For at kåre de bedste afdelinger havde Dansk Aktionærforening regnet hver afdelings afkast på 1, 3 og 5-års sigt sammen med tal for risiko og omkostninger. Det resulterede i et sammenligneligt point for hver afdeling.
Med et afkast på 5,6 pct. i 2008 fastholdt Nordea Invest Korte obligationer sin førsteplads fra året før. Dermed placerer afdelingen sig foran de øvrige 20 afdelinger i kategorien obligationer lav risiko. Senior porteføljemanager Lars Eriksen er godt tilfreds med resultatet.
”I afdelingen har vi fokus på at levere et højt og stabilt afkast fra år til år. Udviklingen de senere år viser, at denne strategi bærer frugt,” udtaler han.
Nordea Invest Lav Kuponrente er i år kravlet op fra en andenplads til en førsteplads. Dermed placerer afdelingen sig foran de øvrige 59 afdelinger i kategorien obligationer mellem risiko.
”Midlerne i Lav Kuponrente er primært anbragt i inkonvertible lavkupon realkreditobligationer med mellemlang varighed. Det åbner attraktive afkastmuligheder i takt med, at finanskrisen indkapsles, og investorerne vender tilbage til realkreditobligationer,” siger Lars Eriksen.
Læs mere om undersøgelsen her
