17.04.2009: Danske aktier i forårsstemning

17.04.2009

Ugekommentar af Henrik Hjorth, Senior Portfolio Manager, Nordea Invest
hh@nordeainvest.dk

I den korte uge siden påsken har der været forårsstemning på det danske aktiemarked. Målt ved OMXC20 er markedet steget med små 10 pct., og alene torsdag steg markedet med imponerende 5,2 pct., hvilket tangerer de bedste dage i børsens historie. Den aktuelle positive stemning smitter af på flere af afdelingerne i Nordea Invest. Investorerne i de rene danske aktieafdelinger samt afdeling Aktier og Aktier II, hvor op mod en tredjedel af porteføljen er investeret i danske aktier, nyder i særlig grad godt af udviklingen.

Pæne regnskaber og nøgletal fra udlandet

Den styrkede interesse for danske aktier skyldes flere forhold. De ekstra børslukkedage i påsken set i forhold til flere af de udenlandske aktiemarkeder efterlod et positivt efterslæb, ligesom danske aktier den seneste måned er haltet efter europæiske aktier. Signalerne fra makroøkonomien globalt er fortsat noget blakkede, men det virker som om investorerne igen tør se længere frem. Ugens fremadskuende nøgletal fra USA viser da også, at der er begrundet håb forude, idet hastigheden hvormed økonomierne forværres er aftagende. Hertil kommer, at der i ugens løb har været flere positive kvartalsregnskaber fra betydningsfulde industriselskaber og finansielle koncerner. Eksempelvis aflagde Nokia et regnskab, som ikke just var prangende, men dog indeholdt positive udmeldinger om fremtiden, og det er netop den slags budskaber markedsdeltagerne er på udsigt efter i øjeblikket. Aktien steg 10 pct. efterfølgende og styrkede den i forvejen glade forårsstemning på de nordiske børser.

Kursstigninger – bredt funderet
Den seneste uge har kursstigningerne været bredt funderet. Således har de sædvanligvis defensive aktier som eksempelvis Carlsberg, Danisco og Topdanmark også været efterspurgte, og kurserne har nogenlunde fulgt udviklingen blandt de cykliske aktier anført af A.P.Møller-Mærsk. Frygten for et kollaps blandt de finansielle koncerner globalt er ligeledes aftaget og trods udsigt til store tab og hensættelser fra de danske banker ved de kommende kvartalsregnskaber, er kurserne på de store danske bankaktier skudt yderligere i vejret. Betragtes udviklingen siden årets start befinder de danske aktier sig nu i positivt territorium, og aktierne er steget godt 6 pct. mere end en gennemsnitlig aktieinvestering i Europa.

Stor investorinteresse
Køberne af danske aktier den senere tid har især været domineret af større udenlandske investorer, men senest har også indenlandske såvel private som institutionelle investorer sporet den spirende optimisme og fundet penge frem fra gemmerne til køb af danske aktier. Den øgede appetit på risiko har medført en sektorration over mod mere konjunkturfølsomme sektorer, og aktier i netop disse sektorer har da også været drivkraften bag den igangværende optur på aktiemarkedet siden bunden, der fandt sted primo marts.

Er bunden nået?

Den kommende tid bliver det spændende at se, om investorerne fortsætter med at vægte op i danske aktier og dermed ignorerer risikoen for en negativ modtagelse af de potentielt svage kommende kvartalsregnskaber. Allerede i næste uge offentliggør flere af de nordiske kapitalgodeselskaber regnskaber, og modtagelsen af disse vil formentlig være en vigtig pejlesnor for de danske selskaber. Den aktuelle stemning på det danske aktiemarked er stærk, og nye købere kommer til, hvilket understøtter stemningen. Øget risikovillighed blandt investorerne bidrager yderligere til troen på fortsatte kursstigninger – så måske er foråret denne gang kommet for at blive.