19.08.2009: Fakta om fusioner af afdelinger i Nordea Invest
Politiken bringer den 19.08.2009 en forsidehistorie om, at "Bankerne skjuler ringe investeringer", hvori investeringsforeninger beskyldes for at skjule dårlige investeringer ved at fusionere afdelinger. I artiklen fremgår det, at Danske Invest, Nordea Invest og Bankinvest tilsammen har lukket 24 aktie-afdelinger i 2009.
Nordea Invest har haft to sammenlægninger i 2009 og er derfor uden grund blevet trukket ind i historien. I det ene tilfælde kører den afdeling med færrest Morningstar-stjerner videre (med tab af en Morningstar-stjerne som konsekvens), og i det andet tilfælde skyldes sammenlægningen et lovkrav om, at små afdelinger (minimum 10 mio. kr.) enten skal lukkes eller fusioneres. De to sammenlægninger har således ikke været et forsøg på at ’sminke’ afdelingernes afkast, men har udelukkende været for at gøre produktpaletten mere overskuelig for vores kunder.
Den ene afdeling er Lav Kuponrente, som er fusioneret ind i Mellemlange Obligationer Privat (som tidligere hed Direct). Da det er en obligationsafdeling, har den dermed heller ikke noget at gøre med Politikens historie, der udelukkende omhandler aktieafdelinger. Den anden er en engrosafdeling, Globale Aktier Fokus, som er til større professionelle kunder. Denne afdeling blev sammenlagt med Special Formueforvaltning Aktier, som også blev den fortsættende afdeling.
Historisk har Nordea Invest fusioneret afdelinger. Det kan skyldes hensynet til en overskuelig produktpalette, at afdelingen er for lille i henhold til lovkrav, eller det kan skyldes, at en afdeling på grund af markedssituationen er blevet uinteressant rent investeringsmæssigt.
