03.07.2009: Bedste kvartal siden 1998

03.07.2009

Ugekommentar af Thøger Svendsen, Investeringschef, Nordea Invest
ts@nordeainvest.dk


I tirsdags sluttede andet kvartal, og dermed blev der sat punktum for et af de bedste kvartaler på de globale aktiemarkeder i mange år. Vi skal helt tilbage til 1998 for at finde lignende stigningstakter. Globalt set steg aktiemarkederne 14,3 pct., mens både det danske marked og markederne i flere emerging markets-lande udviste stigninger i størrelsen 25-30 pct.

Risikovilligheden vendte tilbage

Stigningerne vidner om, at optimismen og risikovilligheden er vendt tilbage til investorerne siden bunden i starten af marts. Da vi nåede midten af juni, stilnede stigningstakten imidlertid af. Nu vil investorerne se bevis for, at de foregående måneders stigninger er holdbare. Nøgletal bliver derfor studeret nøje i denne tid, i håb om at de kan fortælle, om den globale økonomi er på rette vej, og om virksomhedernes indtjening vil rette sig i den kommende tid.

En uge i nøgletallenes tegn

Den forgangne uge bød på flere vigtige nøgletal, som peger i begge retninger. Det kan tolkes som udtryk for, at økonomien i øjeblikket befinder sig på en knivsæg, hvor den stadig kan tippe til begge sider.
I tirsdags kom tallet for forbrugertilliden i USA ud på 49,3. Det var betydeligt svagere end de ventede 54,8, men stadig betydeligt bedre end tallet for februar, hvor det så sortest ud, og tallet kom ud på 25,3, det laveste niveau i mands minde. Samme dag kom der tal for huspriserne i USA, og de var bedre end ventet. Huspriserne falder stadig, men ikke så hurtigt som tidligere. Onsdag kom der tal for erhvervstilliden i produktionssektoren i USA, og de var på linje med forventningerne. Den fortsætter sin opadgående tendens fra månederne før og nåede det højeste niveau siden august 2008. Torsdag kom der tal for jobskabelsen uden for landbruget i USA, som var dårligere end ventet.

Imponerende afkast i mange afdelinger

Andet kvartal 2009 blev også et af de bedste kvartaler for investorerne i Nordea Invest i mange år. Afdelingerne Østeuropa, Latinamerika, Danmark og Danske aktier gav alle afkast på over 30 pct. Den bedste obligationsafdeling blev Virksomhedsobligationer Højrente, som tidligere hed High Yield Bonds. Den gav et afkast 18,0 pct., da kurserne på amerikanske virksomhedsobligationer blev presset op, som følge af at investorerne igen vendte deres fokus mod disse obligationer.