10.07.2009: Stabile aktier giver ly i ustabile tider

10.07.2009

Ugekommentar af Mikkel Petersen, Portfolio Manager, Nordea Invest
mip@nordeainvest.dk

Gennem det seneste halvandet år har stabile aktier udvist en mere stabil kursudvikling end de globale markeder generelt. Når man definerer stabile aktier, er der typisk tale om aktier i health care-sektoren eller i sektoren for stabilt forbrug, som omfatter fødevareproducenter, bryggerier og lignende. Begge sektorer producerer varer, der vil være en relativt stabil efterspørgsel efter, uanset om konjunkturerne går op eller ned. Dermed udvikler aktiekurserne sig også mere stabilt.

Pæn udvikling i Stabile Aktier
Nordea Invest Stabile Aktier er en afdeling, som netop er designet til at udvise en mere stabil kursudvikling end de globale aktiemarkeder generelt. Afdelingen henvender sig således til investorer, som gerne vil have del i de højere langsigtede afkast, som man typisk får på aktiemarkederne, men gerne vil reducere risikoen. Kursudviklingen i afdelingen det seneste halvandet år viser, at afdelingens strategi lever op til sit mål. I 2008 faldt de globale aktiemarkeder 37,8 pct., mens afdelingen faldt 23,0 pct. I 1. halvår 2009 er de globale aktiemarkeder steget 5,4 pct., mens afdelingen er steget 1,0 pct.

Stabile Aktier viser igen styrke
Siden bunden i starten af marts 2009 har de globale aktiemarkeder udvist historiske stigninger. Hen i slutningen af juni stilnede stigningstakterne imidlertid af, da mange investorer ville se bevis for, at den foregående tids stigninger var holdbare. Det fik igen investorerne til at vende deres blik mod de mere stabile aktier. Således er det brede amerikanske S&P 500-indeks faldet godt 6 pct. den seneste måned, mens Nordea Invest Stabile Aktier har udvist et begrænset fald på 1,5 pct.