26.06.2009: Fremgang for emerging markets-landene

26.06.2009

Ugekommentar af Mette Kranker Forsmann, Assistant Portfolio Manager, Nordea Invest
mkf@nordeainvest.dk

I denne uge kom OECD med sin ”Economic Outlook, ”som er en halvårlig rapport om den økonomiske udvikling i verden. OECD, som er en sammenslutning af rige lande, tegner i rapporten et dystert billede af væksten for disse lande i indeværende år. De vil være præget af recession. Det positive i rapporten er, at OECD vurderer, at bunden af den globale nedtur er ved at være nået. For Danmarks vedkommende forventer OECD en negativ vækst på godt 4 pct. i år og nulvækst til næste år.

Fremgang for emerging markets

For blot et par måneder siden var der frygt for, at emerging markets-lande som Kina, Indien og Brasilien ville blive de store ofre for den internationale krise. I denne rapport er OECD mere optimistisk og venter en vækst i Kina på 7,7 pct. i år og 9,3 pct. i 2010. For Indiens vedkommende ventes en vækst på 5,9 pct. i år og en vækst på 7,2 pct. til næste år. Brasilien ventes også at få en høj vækst på 4 pct. til næste år. Dermed ser det ud til, økonomierne i disse lande blevet mindre afhængige af de vestlige lande end tidligere. De kan således komme til at virke som et lokomotiv for verdensøkonomien i de kommende år. Flere afdelinger i Nordea Invest har fokus på disse lande, blandt andet afdelingerne Kina, Fjernøsten, Emerging Markets og Latinamerika.

Stigende oliepris på sigt

Den høje vækst i Kina, Indien og Brasilien ventes på sigt at påvirke olieprisen i opadgående retning. Kombineret med at recessionen i den vestlige verden ifølge OECD bunder omkring dette tidspunkt, er der basis for en opadgående priskurve. Et selskab som Petrochina, der er Kinas største olieselskab og verdens tredjestørste selskab, ventes specielt at nyde godt af denne udvikling. Selskabet har på det seneste oplevet en kraftig produktionsvækst. Det er også et selskab, som indgår i porteføljen i Nordea Invest Kina.