30.09.09 Markederne er i venteposition
Af Kim Saugsted, Seniorrådgiver, Nordea
Under lav omsætning handlede de amerikanske aktiemarkeder en anelse ned, og stemningen bærer klart præg af en afventende holdning op til ISM-tallet og arbejdsmarkedsrapporten henholdsvis torsdag og fredag.
Gårsdagens nøgletal kunne ikke rigtig hjælpe markedet til at vælge, hvilken vej det skulle. Før markedets åbning fik vi bedre end ventet tal fra boligmarkedet, mens vi kort efter åbningen fik et dårligere end ventet tal for forbrugertilliden. Et blandet sæt nøgletal kan efter den store stigning ikke sende markedet yderligere op, da forventningerne ligger på et højt niveau. Markedet ønsker faste beviser på at økonomien og forbrugerne bevæger sig i den rigtige retning. Vores holdning er dog ikke ændret, og tilbagefald bør fortsat bruges til at positionere sig til en yderligere optur.
Stemningen i Asien her til morgen er blandet, da Japan falder, mens der er plus i Shanghai. Aktiemarkedet i Shanghai holder lukket den næste uge som følge af fejringen af 60-års jubilæret for stiftelsen af Republikken Kina. I Europa forventes en åbning omkring niveauet fra i går og holdningen bliver afventende.
Internationale aktier
De gode regnskaber vi fik i går, kunne ikke ændre ved den afventende stemning på markedet, men de gode regnskaber blev alligevel belønnet. Før åbningen aflagde USA andenstørste apotekerkæde Walgreens (+9,2%) et meget bedre end ventet regnskab. Udover en stram omkostningsstyring kunne selskabet også meddele om stigende marginaler som følge af et større salg af receptpligtigt medicin. Med udsigten til bl.a. en større andel af ældre ser vi på sektoren med en stigende interesse.
Vores foretrukne i sektoren er dog CVS Caremark (+3,4%), som er den største spiller på markedet. Set med vores øjne er det fulde potentiale ikke afspejlet i den nuværende kurs. S&P's anbefaling er Stærkt Køb. I eftermarkedet aflagde Nike (+1,8%) også et bedre end ventet regnskab, og det blev til en yderligere stigning på over 4%. Nike har virkelig formået at skære i omkostningerne, som altså mere end opvejer den faldende efterspørgsel. I sektoren foretrækker vi adidas (-0,9%), som naturligt vil komme i fokus i dag.
Verdens største producent af landbrugsmaskiner, Deere & Co (+1,5%), måtte i går i eftermarkedet meddele, at det ikke vil kunne indfri forventningerne som følge af en nedskrivningen i goodwillen.
Bilproducenten Toyota (-1,6%) står overfor at få en ridse i lakken efter, at selskabet meddeler, at det bliver nødt til at tilbagekalde over 3 mio. biler i USA. Vi ser fortsat luksusproducenten BMW (-1,0%) som det rigtige valg i sektoren.
/Kim Saugsted ejer ikke aktier i de omtalte selskaber.
