03.09.2009 Indien på Harley

Harley-Davidson har netop gjort sit indtog i Indien, verdens næststørste motorcykelmarked. Med høj økonomisk vækst, anlæg af nye veje og en voksende middelklasse kan Indien på sigt udvikle sig til et attraktivt marked for den amerikanske motorcykelproducent. Fotokollage.
Af Dan Larsen, journalist, M.Sc., MIA
For et par dage siden buldrede 25 bikers i sorte læderjakker på Harley-Davidson-maskiner gennem regnvåde New Delhi op til det historiske monument India Gate. Da motorerne tav, vidste de måbende tilskuere, at det legendariske motorcykelmærke omsider er ankommet og har planer for Indien.
Begivenheden er den spæde start på "mango-kværn-aftalen" fra de internationale handelsforhandlinger i 2007, hvor Indien og USA blev enige om gensidig handel med mangoer mod motorcykler.
Middelklassen lokker
"Der er en sammensmeltning af faktorer i Indien, som ser favorable ud for os," udtalte Matthew Levatich, chef for Harley-Davidson, for foden af det storslåede monument. "Stigningen i middelklassens forbrug, øgede offentlige investeringer i vejnet og det nylige økonomiske boom er perfekt timing for en motorcykeltur i fritiden."
Indien er verdens næststørste marked for motorcykler, men befolkningen bruger hovedsagelig køretøjet til transport af personer og varer. En Harley er et befordringsmiddel, hvor der helst skal være en dejlighed på bagsædet og ikke et bur med kaglende høns. I 2010 vil der være oprettet et forhandlernet i landets store byer.
"Med en milliard indbyggere er det indiske hjemmemarked gigantisk. Selv i dag hvor middelklassen kun udgør omkring 5 pct. af befolkningen. Dette tal vil, ifølge en analyse fra det internationale analyseinstitut, McKinsey, være steget til 40 pct. i 2025. Til den tid vil Indien være verdens femtestørste marked for forbrugsvarer," siger Thøger Svendsen, investeringschef i Nordea Invest.
Økonomiske trends
Hvor de rige lande opleverer økonomisk krise og sågar deflation, sprudler den indiske økonomi. I andet kvartal 2009 voksede det indiske bruttonationalprodukt overraskende med hele 6,1 pct. over året før. Industriproduktionen voksede 7 pct. og landbrugsudbyttet 2,4 pct. i henhold til offentlige statistikker.
For året 2008-09 var væksten 6,7 pct., dog lavere end de over 9 pct., der er set de tre foregående år. Væksten det kommende år kan dog blive påvirket af monsunsæsonen, som slutter om en måned. Indtil nu er der kommet alt for lidt regn. Fortsætter tørken, kan den barbere 1-2 pct. af landets vækst, forudser eksperter i henhold til Reuters.
Indiens økonomi er som alle andres på usikker grund, selv om landet er mindre afhængig af eksport end andre udviklingslande. Eksporten faldt 28 pct. i juli. Den indiske forbruger har taget højde for krisen, idet importen af varer i henhold til handelsminister Sharma faldt 37 pct. samme måned.
Stimulus af hjemmemarkedet
Regeringen, som fortsatte efter valget i foråret, har pumpet penge ind i den indenlandske økonomi gennem en lang række initiativer. Eksportører får smidig adgang til kredit, nationalbanken har nedsat renterne seks gange siden oktober 2008, skatter er sat ned, der er løsnet op for låntagning i udlandet, og statsejede virksomheder får indskud af kapital.
Planen om bygning af landeveje i størrelsesorden af 30 nye kilometer om dagen lokker også Harley-Davidson til landet. Det garanterer samtidig massiv aktivitet i den nationale økonomi det næste års tid. Sektorerne for infrastruktur oplevede i juni en stigning på 6,5 pct., og kul, stål og cement udviste alle tocifret vækst, udtalte handelsminister Sharma til newKerala.com i juli.
Lommerne fulde
Alle 4,5 millioner offentligt ansatte i Indien fik en lønforhøjelse på 50 pct. med tilbagevirkende kraft sidste år. Udover løn udbetalte regeringen 31 milliarder kr. i skyldige beløb gående tilbage til 2006. I oktober udbetales endnu 19 milliarder kr. Også 3,8 millioner pensionister får højere udbetalinger.
Med fyldte lommer hos offentligt ansatte forstår man bedre, at den indiske industriproduktion vokser til det højeste niveau i 16 måneder. Robust indenlandsk efterspørgsel tegner sig for 60 pct. af bruttonationalproduktet, hvilket sparer landet for de værste følger af den internationale krise.
Harley-Davidson følger de internationale økonomiske trends. Indtil videre har firmaet samlefabrikker til lokalmarkederne i Brasilien, Singapore og Indonesien, men så langt går amerikanerne endnu ikke i Indien. De offentligt ansatte er næppe de første til at købe sig en ny sej kværn, men udviklingen peger utvetydigt imod et voksende marked i Asien.
