10.12.09 Lav rente skræmmer ikke investorerne

 

 

Af Dan Larsen, journalist, M.Sc. MIA

December er rekordernes måned inden for danskernes folkesport at spekulere i realkreditobligationer. Omfanget af auktionerne på rentetilpasningslån er på 500 mia. kr., og de lander på de laveste renter i historien. Renterne på et etårigt lån er styrtet nedad fra fem til under to pct. på kun et år, og alligevel står professionelle investorer i kø for at låne penge ud.

Nøgleordene i denne forbløffende udvikling er sikkerhed eller måske snarere usikkerhed om verdensøkonomien. Hvor skal det hele ende efter den globale finanskrise, spørger folk sig selv og søger hen, hvor risikoen er mindst. Og det gør de samtidig med at nogle aktie- og obligationsmarkeder oplever høj vækst.

Gigantisk marked
Danske realkreditobligationer har tilsammen en værdi på 2.500 mia. kr., og 60 pct. af dem er baseret på obligationer med variabel rente. Rentespekulation er således ganske almindeligt. I disse dage er medierne oversvømmet af artikler om nærmest "gratis" huslån, hvor skattefordelen indregnes. Euforien er forståelig.

Modsat kan man måske undre sig over, at investorer står i kø for at købe obligationer med rekordlavt afkast. Den overvældende interesse har presset renten i december til under to pct. En god grund er, at en dansk realkreditobligation gennem 200 års kredithistorie aldrig er gået "konkurs". Med den form for sikkerhed og en løbetid på få år er obligationerne særdeles attraktive.

Kriseåret
Faktisk gik det dårligt i foråret 2008, hvor huspriserne faldt, og ejendomsmarkedet gik i stå. Alt for mange investorer prøvede at sælge deres obligationer og få ønskede at købe dem. Renterne, som risikovillige investorer krævede, steg hurtigt og voldsomt. Statslige indgreb i efteråret 2008 og en liberalisering af pensionskassers mulighed for at købe realkreditobligationer genetablerede tilliden til kreditmarkedet.

Internationale investorer kan mægtig godt lide kortsigtede og sikre papirer, fordi der stadig er stor uvished om verdensøkonomien. Danske flexobligationer ligner de helt almindelige europæiske "Covered Bonds". I udlandet er de dog ikke helt sikre på vores valuta, hvorfor de har mere end fordoblet deres andel af rentetilpasningsobligationer i euro til ca. 45 pct.

Engrosmarked for professionelle
"Det er kun professionelle investorer, der får adgang til auktionerne for flexobligationer," forklarer Philip Wandel, Investment Manager i Nordea Invest. "Private investorer kan kun få adgang til dem via investeringsforeninger, der selvfølgelig køber stort ind i december. Dermed kommer de private indirekte "først til marked" og nyder godt af de gode priser."

Philip Wandel understreger, at de korte flexobligationer er for investorer, der fokuserer på lav risiko og stor likviditet. En omlægning af ens portefølje til at omfatte denne form for papirer bærer handelsomkostninger, som ikke må overses. En analyse for de første 11 måneder af 2009 viser dog, at en investeringsforening for korte obligationer har bedre forrentning end en højrentekonto i banken.