20.08.2009 Optimisme på råvaremarkederne
20.08.2009
Af Dan Larsen, journalist, M.Sc., MIA
Siden februar og marts er råvarepriserne skudt i vejret - ligesom aktiekurserne. Markederne er fulde af forventninger over udsigten til bedre tider og har taget forskud på fornøjelserne, men det er stadig for tidligt at dømme krisen helt i graven.
Olieprisen er fordoblet siden december, selv om der ikke rapporteres om øget forbrug. Den seneste måned har vi set tocifrede procentstigninger på prisen for guld og andre metaller. Eksempelvis har kobber indhentet 62 pct. af sidste års tab. Sukker er steget over 80 pct. i 2009. Andre råvarer har oplevet lignende opadgående, men svingende, priser.
Majs, hvede, soja, bomuld, bønner, kakao, sukker, kaffe, appelsinjuice og olie faldt dog noget først på ugen, samtidig med at dollaren steg. Forbrugerne, som skal drive den økonomiske vækst, viste sig at være mere tilbageholdende end ventet.
”Det spirer grønt rundt omkring i den kriseramte globale økonomi, og det ene land efter det andet erklærer sig nu recessionsfrit, men det betyder ikke, at problemerne er overstået - så langt fra. Solid vækst ligger stadig måneder ude i fremtiden,” udtaler Thøger Svendsen, investeringschef i Nordea Invest.
Olie ligger fornuftigt
”Da der hverken er stærke indikatorer for vækst eller for fald i efterspørgslen efter olie, har investorerne grebet de svage indikatorer og forhåbningerne om økonomisk bedring. Optimismen har skubbet midler tilbage i råvaresektoren, som oplevede en brat kapitalflugt i slutningen af 2008,” mener Frank A. Verrastro, Director og Senior Fellow fra Center for Strategic and International Studies.
Organisationen af olieproducerende lande, OPEC, har fastslået, at en pris på 75 dollars pr. tønde er høj nok til, at medlemmerne kan investere i nye produktionsanlæg. I disse uger ligger prisen og bevæger sig lige under 70 dollars.
Sukker ekstrem lige nu
Hver råvare reagerer på særlige faktorer, og ikke alt skyldes finanskrisen eller forventninger til den fremtidige udvikling i økonomien. Sukker handles for eksempel nu til de højeste priser i 28 år, fordi verdens største forbruger (Indien) har haft den tørreste juni i 83 år, og fordi den største eksportør (Brasilien) har fået fire gange så megen regn som normalt.
I år (2008-09) er der et globalt sukkerunderskud på 7,8 millioner tons, og efterspørgslen forventes i 2009-10 at overgå produktionen med fem millioner tons, fortæller Peter Baron, direktør for Den Internationale Sukkerorganisation (ISO) til Bloomberg. Forventningen i markedet er, at bønder vil plante mere, og priserne falde i 2010-11.
Nogle investorer tror på betydeligt højere sukkerpriser på kort sigt, selv om prisen allerede nu slår alle rekorder. Der kommer ikke en løsning på forsyningsproblemet i løbet af de næste mange måneder. På længere sigt kan både Brasilien og Indien overraske med stort høstudbytte, og de andre storeksportører som Thailand og Australien kan relativt hurtigt udvide produktionen.
Falske signaler?
Stigningerne i råvarepriserne skyldes en forventning om et hurtigt opsving i 2009, men noget tyder på, at økonomierne blot stabiliserer sig på et lavt niveau og ikke vil vise nogen nævneværdig vækst lige med det samme.
”De høje priser på råvarer er ligesom stigningerne på aktiemarkederne falske tegn på økonomisk bedring. Den stærke stigning er et resultat af fundamentale behov, hvor investering, arbitrage, lagerføring til lave priser bestemmer priserne snarere end reel efterspørgsel og produktion,” skriver det ansete amerikanske analyseinstitut RGEmonitor. Det peger således på, at priserne på et tidspunkt kan falde tilbage for senere følge den mere moderate stigningstakt i verdensøkonomien.
Der er dog faktorer, som kan holde hånden under råvarepriserne, idet den økonomiske vækst er størst i emerging markets-landene, som er storforbrugere af råvarer. Metaller og energi er bundet til industriproduktion modsat landbrugsråvarer, som er mindre elastiske bl.a., fordi det er sjældent med år med særligt godt høstudbytte.
I løbet af det seneste halvandet år har olieprisen (her målt i dollars pr. tønde) udvist de største udsving nogensinde

Nordea Invest og råvarer
En lang række af Nordea Invests aktieafdelinger har investeret i råvareproducenter.
"I Nordea Invest tror vi på, at råvareproducenter er gode investeringer på lang sigt. Derfor tilstræber vi at have eksponering mod råvareproducerende lande som fx Latinamerika, Rusland og andre emerging markets-lande i vores globale aktieafdelinger. Den høje økonomiske vækst i lande som Kina og Indien er desuden med til at holde efterspørgslen efter råvarer i vejret, trods den økonomiske krise i de vestlige lande," siger Thøger Svendsen, investeringschef i Nordea Invest.
