05.03.10 Danske investorer nyder godt af svag euro

 

Stigende aktiemarkeder er ikke det eneste, der kan skabe et positivt afkast. I år er flere af de store toneangivende aktieindeks faldet, men mange danske investorer har alligevel haft plus på kontoen. Valutakursudviklingen har trukket afkastene op i 2010

Af Camilla Jenkey, Nordea

Den positive stemning på finansmarkederne, der fortsatte ind i 2010, blev sidenhen afløst af større usikkerhed. Virksomhedernes regnskaber har i de fleste tilfælde overgået forventningerne i år, men de kinesiske myndigheders varsel om pengepolitiske stramninger, præsident Obamas regulering af bankernes aktiviteter samt frygten for økonomiske problemer i en række euro-lande, har lagt en tydelig dæmper på investorernes optimisme. Således viste indeksene for de fleste aktiemarkeder et minus efter årets første to måneder. I lokal valuta er amerikanske S&P 500 i et rundt nul, mens japanske Nikkei 225 er faldet 3 pct. Men i danske kroner har begge markeder givet investorerne pæne plusser på cirka 6 pct.

”De danske investorer har fået hjælp af valutaudviklingen i år. Det ser vi især i afdelinger som NI Japan og NI USA, men også de globale afdelinger har nydt godt af valutakursudviklingen. Afdelingerne med emerging markets-aktier, hvis valutaer typisk er knyttet til dollaren, er ligeledes positivt påvirket. Det er således kun afdelingerne med europæiske og danske aktier, som har skullet klare sig uden direkte hjælp fra valutakursudviklingen,” siger investeringschef Thøger Svendsen fra Nordea Invest.

I år har de europæiske aktieafdelinger tabt omkring 3 pct., mens afdelingerne med danske aktier alligevel har leveret nogle af de bedste afkast med en fremgang på 5-7 pct. år-til-dato.

Stærkere udenlandske valutaer eller en svækkelse af kronen smitter positivt af på afkastene for den danske investor. I år har euroen og dermed kronen været relativ svag. Det skyldes især de økonomiske problemer i Grækenland, men også at dollaren er blevet understøttet af positive signaler for amerikansk økonomi, ligesom den japanske yen har nydt godt af ”flight to quality” - investorernes søgen mod sikre valutaer. For den danske investor er dollaren i 2010 steget med over 6 pct., mens yenen er blevet næsten 10 pct. dyrere, hvilket har medført, at afkastene for mange af Nordea Invests aktieafdelinger er blevet vendt fra minus til plus.