15.03.10 Dansker i verdens sydligste maraton

Som den første dansker har Peter Jensen løbet maratonløb på alle syv kontinenter. I december 2009 tog han af sted til den sidste store udfordring: Antarktis. Inden starten kom Peter Jensen ind i problemer og var nær aldrig blevet klar. Læs her om hårde strabadser og viljestyrke på et af verdens barskeste kontinenter.
 
Et par dage inden start løb du ind i problemer?
Ja, jeg skulle mødes med omtrent 20 andre deltagere i Punta Arenas i Chile for dér at vente på at flyve det sidste stykke til Antarktis. Den tur er ekstrem vejrafhængig og blev udsat flere dage. I den mellemliggende periode indtog jeg et af måltiderne på en tilsyneladende pæn restaurant. Det viste sig ret hurtigt, at det vand, som jeg fik serveret, ikke var velegnet som drikkevand, selvom det kom i en flaske med fin etikette. Jeg fik en voldsom maveinfektion, men tog alligevel med til Antarktis dagen efter.

Jeg lå derefter i mit telt i fire dage, isoleret fra de øvrige deltagere, på grund af smittefare, uden at kunne indtage noget mad og drak kun lidt vand. Løbet blev udsat gentagne gange på grund af dårligt vejr, men at ligge brak næsten uden mad og drikke er ikke den bedste maratonforberedelse.

Hvorfor sætter man sig som mål at løbe maraton på alle verdens syv kontinenter?
Først og fremmest skal man vel kunne lide at pine sig selv. Nej, jeg kan godt lide at sætte mig nogle mål, som ligger et godt stykke ude i horisonten, og som det kræver en vis indsats for at nå. Det gør på én måde dagligdagen så dejlig nem eller struktureret, om man vil.

Hvorfor det så lige blev de syv kontinenter og dermed Antarktis, stammer faktisk fra en tur på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, tilbage i 2003. Der fandt jeg ud af, at man blandt bjergbestigere taler om ”the seven summits”. Det kunne jeg så føre over på maratonløb.

Jeg havde gemt Antarktis til sidst, dels fordi det på mange måder var den største udfordring, dels fordi det var en slags naturlig ”kronen på værket”.

Hvad er der særligt ved maraton på Antarktis? Jeg går ud fra, det er meget anderledes end på de andre kontinenter?
Ja, forholdene og helt oplagt vejret er meget anderledes end ved et almindeligt maraton. Temperaturen sammen med vindforholdene kan gøre det ekstremt koldt. For ca. 25 år siden målte man en temperatur på -89 °C, og lægger man dertil en vind på op til 300 km/t, er der dræbende koldt. Men det var sommer, mens jeg var der, og på løbsdagen var der vist 10 minusgrader og ringe vind. Så det var gode forhold. Alligevel er det nødvendigt med tre lag påklædning, og så skal man have ansigtsmaske, skibriller og nogle sko, der kan stå fast på is og holde fødderne tørre i sneen. Man skal huske, at vejrforholdene kan ændre sig meget hurtigt på de kanter.

Hvordan klarede du at gennemføre, trods problemerne?
Efter fire dage i soveposen uden mad og kun lidt at drikke måtte jeg justere min målsætning. Nu handlede det bare om at gennemføre. Jeg forsøgte selvfølgelig fra starten at løbe med som en hest, der følger med flokken. Der gik dog ikke lang tid, før jeg måtte sande, at det tillod min mave ikke. Derefter var det ren overlevelse. Jeg havde pakket en rygsæk med fornødenheder, der omfattede alt fra ekstra overtøj til diverse WC-artikler. Det lykkedes mig at drikke fire glas lunken energidrik og holde det indenbords.

Der er mange, der har spurgt, om jeg ikke var ved at opgive. Jeg valgte i stedet at tro på, at det ville lykkes. Det kan godt være, at troen i løbet af dagene på Antarktis svingede, men mit fokus var hele tiden på muligheden for at gennemføre. Så lettelsen var enorm, da jeg langt om længe krydsede målstregen, som den første danske nogensinde i et maraton så langt mod syd.