21.01.10 Et solrigt år

Oven på et frygteligt investeringsår i 2008 vendte optimismen og risikovilligheden tilbage på de finansielle markeder i 2009. Markederne har formået at kæmpe sig vej gennem finanskrisen, hvor stormen nu har lagt sig, og det ser ud til, at vi har set det værste.

Af Camilla Jenkey


Året lagde ud med at fortsætte lavtrykket fra 2008 med gråt og trist vejr i alle regioner, men i årets første forårsmåned marts vendte højtrykket tilbage. Investeringsklimaet blev varmt og solrigt og det gode vejr holdt resten af året. De aktier, sektorer og regioner, som havde været udsat for mest nedbør i 2008, oplevede typisk også flest solskinstimer i 2009. Sagt med andre ord – investorerne fik øget appetit på risiko og de finansielle markeder oplevede helt usædvanlige stigninger i 2009.


Nordea Invest oplevede stigninger i alle afdelinger. Årets absolutte vinder blev NI Latinamerika, som steg 93 pct. Afdelingen var stærkt forfulgt af NIS European High Yield Bonds, som steg næsten 92 pct., hvilket er et rekordhøjt afkast for en obligationsafdeling. Også NI Østeuropa kom stærkt tilbage efter at have været en af de mest udsatte afdelinger i 2008. Fælles for Latinamerika og Østeuropa er regionernes afhængighed af råvarer, som steg kraftigt og det påvirkede således afdelingerne positivt.


”Det er ret usædvanligt, at vi har fået plus i alle afdelinger. Det er kun sket tre gange før i Nordea Invests historie, og dengang havde vi betydeligt færre afdelinger. Sidst vi havde alle afdelinger i plus var i 2005, hvor vi havde 38 afdelinger mod 47 nu,” siger Thøger Svendsen, investeringschef i Nordea Invest.


Flot performance i danske aktier
Danske aktier steg omkring 38 pct. i løbet af året – hvor Carlsberg, NKT og IC Companys var nogle af stjerneskuddene, som alle mere end fordoblede deres værdi. IC Companys steg hele 326 pct. Alle Nordea Invests afdelinger med danske aktier er steget betydeligt mere end deres respektive indeks. Bedst er det gået for NIS Danske Aktier Fokus, som er steget næsten 20 procentpoint mere end markedet og har således leveret et afkast på 58,2 pct.


I nogle af afdelingerne har de ansvarlige porteføljemanagere været relativt forsigtige og fokuseret på kvalitetsselskaber. Det betyder, at enkelte af aktieafdelingerne – trods flotte absolutte afkast - haltede lidt efter deres indeks. Det gælder blandt andet nogle af afdelingerne, der investerer i emerging markets-lande, begge vores small cap-afdelinger, men også den globale high yield bonds-afdeling NI Virksomhedsobligationer Højrente. Man skal dog huske på, at det også var nogle af de afdelinger, som klarede sig relativt bedst i 2008.


”De største stigninger har over en kam været i de mest risikable og konjunkturfølsomme selskaber og vi har valgt at holde fast i en lidt mere konservativ investeringsstrategi,” forklarer Martin Junker Nielsen, som er porteføljemanager på blandt andre NI Latinamerika og NI Emerging Markets.


Trods flot solskinsvejr i 2009 er markederne ikke tilbage på samme niveau som før finanskrisen, og investeringshimlen er endnu ikke uden sorte skyer.

 

Aktier
Bedste aktieafdeling 2009 2008
NI Latinamerika 93,0 pct. -46,5 pct.
NI Østeuropa 89,3 pct. -65,9 pct.
NI Nordic Small Cap 69,9 pct. -44,2 pct.

 

Obligationer
Bedste obligationsafdeling 2009 2008
NI Eur. High Yield Bonds 91,6 pct. -39,9 pct.
NI Virksomhedsobl. Højrente 46,3 pct. -19,3 pct.
NI Højrentelande 30,4 pct. -14,4 pct.