26.02.10 Nordea Invest Specials årsrapport 2009

Bestyrelsen for Investeringsforeningen Nordea Invest Special har på sit møde den 26. februar 2010 godkendt foreningens regnskab og indstiller det til behandling på generalforsamlingen den 6. april 2010.

Udviklingen i foreningen
Foreningens samlede afkast blev på 764,7 mio. kr. Ved udgangen af 2009 var den investerede formue i Investeringsforeningen Nordea Invest Special 1.652,4 mio. kr. Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der udbetales 59,3 mio. kr. i udbytte, mens den resterende del af overskuddet tillægges formuen.

Vending på de finansielle markeder
I starten af året var de internationale finansmarkeder præget af store kursfald som følge af voldsom usikkerhed om den fremtidige udvikling i den globale økonomi. Regeringer og centralbanker trådte til med massive finans- og pengepolitiske indgreb for at stabilisere udviklingen. Det var med til at mindske risikoen for investorerne og resulterede i starten af marts i en vending på de finansielle markeder, som efterfølgende udviste nogle af de kraftigste kursstigninger set i efterkrigstiden. Stigningerne skal dog ses i lyset af de voldsomme kursfald under finanskrisen.
 
Aktieafdelingerne
Fremgangen på de globale aktiemarkeder smittede af på aktieafdelingerne i Nordea Invest Special, som gav nogle af de højeste afkast, som er set i mange år. Aktieafdelingerne gav således positive afkast på mellem 33,7 og 58,3 pct. Især Nordea Invest Special Danske aktier fokus udmærkede sig med et afkast på 58,3 pct., svarende til 19,8 procentpoint bedre end benchmark.

Obligationsafdelingerne
Den bedste afdeling i foreningen blev Nordea Invest Special European High Yield Bonds, som gav et afkast på 91,6 pct., hvilket var 10,3 procentpoint bedre end benckmark. Resultatet skal ses i lyset af de meget specielle markedsbetingelser i 2008 og den efterfølgende normalisering, som fandt sted i 2009. Nordea Invest Special Formueforvaltning obligationer, som investerer i danske obligationer, gav et afkast på 6,0 pct.
 
Årsrapporten for 2009 er tilgængelig fra den 26. februar 2010
Årsrapporten for 2009 kan fra den 26. februar 2010 bestilles hos Nordea Invest eller downloades på www.nordeainvest.dk.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til administrerende direktør Cristina Lage på telefon 33 36 06 00.

Med venlig hilsen
Nordea Invest
 
  Lars Eskesen                          Cristina Lage
Bestyrelsesformand                               Adm. direktør

 

Nordea Invest Specials årsrapport 2009