02.09.10 Kinas grønne jernnæve

 
Kina tvangslukker i denne måned mere end 2000 virksomheder, fordi de udleder for meget CO₂. Konsekvenserne er alvorlige for lokalsamfundene, alligevel er lukningerne ikke nær nok til at bremse væksten i udledningen.

Af Sune Aagaard

I den vestlige del af verden opfordrer myndighederne gennem venlige og morsomme kampagner til, at vi husker at slukke lyset derhjemme i bestræbelserne på at reducere udledningen af CO₂. I Kina har de andre metoder. For tre uger siden offentliggjorde den kinesiske regering en liste med 2087 virksomheder, som bliver lukket pr. 30. september.

Det er stålvalseværker, cementfabrikker, papirfabrikker og garverier, eller, med andre ord, store syndere, når det drejer sig om udledning af CO₂. Og det er fabrikker med en del år på bagen, hvor energieffektiviteten ikke er i top.

Offentliggørelsen af listen anbringer de lokale og regionale myndigheder i en vanskelig situation. Fabrikkerne er vigtige arbejdspladser i lokalområderne, hvor tusindvis af arbejdere i nogle tilfælde har været beskæftiget siden 1960’erne. Og der er vel at mærke ikke tale om bare et job, for fabrikken sørger også ofte for en bolig til hele familien.

Derfor har de tidligere forsøgt at ignorere tilsvarende beskeder, men denne gang gør regeringen det klart, at den ikke tolererer slinger i valsen. Fabrikkerne på den sorte liste vil efter den 30. september ikke længere kunne få banklån, eksportkreditter, licenser til at drive forretning endsige have råderet over den jord, de ligger på.

Barskt men utilstrækkeligt
Kineserne er stærkt optagede af, hvor effektivt de udnytter energien. Sidste år overhalede Kina USA som verdens største forbruger af energi. Allerede i 2006 opnåede man den tvivlsomme hæder at blive verdens førende udleder af CO₂. Det skyldes, at man er meget afhængig af kul, hvor udledningen er større end fra andre energikilder. New York Times skrev for nogle uger siden om, hvordan regeringen havde tvunget 22 provinser til ikke længere at forsyne virksomheder med stort energiforbrug, såsom aluminiumproducenter, med energi til reducerede priser.

Selvom metoderne er barske, er de ikke tilstrækkelige. Udnyttelsen af energien bliver ganske vist hele tiden bedre. Det er i overensstemmelse med den nuværende femårsplan, som foreskriver, at energiforbruget pr. økonomisk enhed skal være 20 procent mindre. Men den kinesiske økonomi hamrer derudad. Det betyder, at den industrielle produktion stiger så meget, at den samlede udledning bevæger sig samme vej. Den økonomiske fremgang bruger kineserne nemlig blandt andet til at købe langt flere biler og masser af strømforbrugende husholdningsmaskiner.

Planen virker altså i et vist omfang, og New York Times citerer økonomer for at sige, at planen faktisk er medvirkende til, at Kinas økonomiske vækst har været lavere henover sommeren. Dermed rammer udviklingen imidlertid lige ned i klimapolitikkens største dilemma. For hvis det virkelig lykkes at nedbringe udledningerne med de nuværende metoder, kan det betyde en stærk opbremsning af den økonomiske udvikling. Selvom regeringen bruger barske metoder, er det ikke i længden sandsynligt, at kineserne vil ofre bilerne og de hårde hvidevarer på det grønne alter.