03.06.10 Angola – Afrikas Norge?
Angola udgør lige nu Afrikas bedste bud på et vækstmirakel. Efter fire årtiers krig og millioner af dræbte har olieindustrien siden freden i 2002 skabt dramatisk vækst. Måske bliver udviklingen ikke kun til gavn for landets rigeste.
Af Sune Aagaard
Fra 1960 til 2002 var Angola i krig. Først mod de portugisiske kolonimagter og siden uafhængigheden i 1975 imod hinanden. Borgerkrigen kostede næsten to mio. mennesker livet, og mindst dobbelt så mange blev drevet på flugt.
Mens krigen rasede, lå samfundet imidlertid ikke fuldstændig stille. Investeringerne i de oliefund, der blev gjort i 1950’erne, og som nu menes at udgøre 13 mia. tønder, fortsatte. Gevinsterne af de investeringer høster Angola nu, mens freden viser sig stabil, og imens der blev afholdt et nogenlunde fair valg i 2008.
Indtil olieprisen faldt dramatisk i 2008, førte det til næsten ufattelige vækstrater. Økonomien voksede med 18 pct. i 2005, 26 pct. i 2006 og 17,5 pct. i 2007. Efter en vækst tæt på nul sidste år, er Angola nu tilbage på sporet og forventer vækst på 8-10 pct.
Det vestafrikanske land med den blodige historie og de mange ar er nu Kinas største olieleverandør og kappes med Nigeria om at være Afrikas største eksportør. Tidligere var Angola et frodigt spisekammer og stor eksportør af fødevarer, men de mange års krig har ødelagt de frugtbare jorder. Minefelter gør livet på landet dødsensfarligt mange steder. Til gengæld boomer hovedstaden, Luanda, der ligner én stor byggeplads, og, som det måske mest bemærkelsesværdige, der er seriøse forsøg på at lade oliemilliarderne komme den almindelige befolkning til gavn.
De første små skridt
I marts måned i år vedtog parlamentet i Angola en lov om biobrændsel, der er et stort satsningsområde. Hensigten er blandt andet at gøre Angola mindre afhængig af olien. Loven sikrer, at udenlandske virksomheder er forpligtet til at indgå partnerskaber med lokale aktører, som dermed er garanteret en del af kagen.
Samtidig ser det ud som om, oliepengene er på vej ned gennem systemet. Der bliver investeret i nye veje og uddannet læger og lærere. Flere og flere børn kommer i skole og kommer til at lukke hullet efter den tabte generation, der blev holdt ude af klasseværelserne af krig og borgerkrig. Der er mere pressefrihed end tidligere, og demokratiet ser nu stabilt ud. Der bliver bygget vandrensningsanlæg og skadestuer, og minerydningen er omsider kommet op i gear, så det igen bliver muligt at drive landbrug.
Olien udgør mere end halvdelen af Angolas BNP og 90 pct. af eksportindtægterne. Da priserne faldt, tog regeringen imod udenlandske lån til at finansiere den fortsatte udvikling af infrastrukturen, og Kina trådte beredvilligt til. I erkendelse af, at en nogenlunde velfungerende infrastruktur i Angola er Kinas bedste garanti for fortsatte olieleverancer.
180 ud af 1000 levendefødte børn dør i Angola. En helt almindelig indbygger dør som 46-årig. Alligevel ligner Angola lige nu Afrikas bedste bud på en vej ud af den ”oliens forbandelse”, som andre tredjeverdenslande med olie lider under. Man skal være koldblodig som Norge for at kunne beherske sig, når milliarderne ruller ind. Angola er en helt anden historie, men de første små skridt i den rigtige retning er som bekendt de sværeste.
