09.09.10 Foden under eget bord - overalt i verden


Danskerne er glade for at eje ferieboliger i udlandet og har nu investeret mere end 100 mia. kr. i kvadratmeter under fremmede himmelstrøg. Sverige, Frankrig og Spanien er de mest populære lande.

 

Af Sune Aagaard

I de glade år med højkonjunktur, før krisen satte ind, fik danskerne større appetit end nogensinde på at eje ferieboliger i udlandet. En skihytte i Norge eller en lejlighed i Berlin måske. For selvom danskerne fik flere penge mellem hænderne, når deres danske kvadratmeter blev mere værd, var Rivieraen stadig en uopnåelig drøm for langt de fleste. Lande som Bulgarien og Tyrkiet blev derfor pludselig til magneter, som sugede danske ejendomsinvesteringer til sig.

Det vendte dramatisk i 2008. Og siden har markederne ligget stille. Helt stille. Nu viser det sig imidlertid, at nogle af de mest attraktive lokaliteter, som fx Spanien og Florida, på grund af krisen pludselig er kommet inden for rækkevidde for mange danskere. I Spanien er priserne i nogle områder halveret, og selvom det også gør boligerne attraktive for spanierne selv, er den økonomiske krise så dyb, at et nyt sommerhus ikke står øverst på ønskesedlen, når spanierne køber ind.

Der findes ikke nogen officiel statistik for, hvor mange danskere der ejer ferieboliger i udlandet. Skat er bekendt med ca. 30.000, men anslår, at tallet kan være dobbelt så højt. En del ”glemmer” nemlig at fortælle Skat om de udenlandske mursten, for man skal betale ejendomsskat af boligen, ganske som hvis den lå i Danmark. Man får ganske vist modregnet den lokale ejendomsskat, men den er som hovedregel lavere end i Danmark, så der skal under alle omstændigheder penge op af lommen.

Det ærlige Norden
Sverige ligger i spidsen med omkring 20.000 ferieboliger ejet af danskere. På andenpladsen kommer Spanien skarpt forfulgt af Frankrig, hvor der hvert sted formentlig er omkring 10.000 danske boligejere. Skat har imidlertid en mistanke om, at de danskere, der har ferieboliger i Norge og Sverige, i langt højere grad sørger for at oplyse om dem. Ca. to tredjedele af de 30.000 registrerede boliger ligger nemlig i Norge eller Sverige, så det er formentlig blot hver fjerde ejer af et hus udenfor Norden, som lægger kortene på bordet.

Et land som Italien er også populært, ligesom Tyrkiet og Bulgarien nåede at få mange boliger på danske hænder, inden krisen satte ind. I Norge har 2.000 huse danske ejere. Kigger vi uden for Europa, er Thailand på rekordtid blevet danskernes foretrukne sted at købe fast ferieejendom. I alt menes danskerne at have investeret op mod 100 mia. kr. i fast ejendom i udlandet.

Det har været turbulente år for mange danskere, men drømmen om en feriebolig i udlandet lever i bedste velgående. Og nu ser det altså ud som om, muligheden for at gøre drømmen til virkelighed er rykket tættere på, fordi andre lande er hårdere ramt af krisen, end vi er her i Danmark.

Links

 

SKAT og ejerbolig i udlandet

 

Læs mere i magasinet Nordea Invest

I det nye nummer af magasinet Nordea Invest, som udkommer i næste uge, besøger vi tre danske familier med feriebolig i udlandet. Vi ser og hører om lejligheden i Berlin, skihytten i Norge og det gennemrestaurerede landsbyhus i Toscana.