10.06.10 Den virkelige verden

Af Sune Aagaard

Den finansielle sektor sejler i stormfyldte farvande i disse år. Investeringsbankernes og ratingbureauernes rolle i finanskrisen er stadig i færd med at blive kulegravet. Et af de seneste skridt er de amerikanske myndigheders sagsanlæg mod Goldman Sachs, den mest magtfulde amerikanske investeringsbank.

Myndighederne mener at kunne dokumentere, at Goldman Sachs fik det amerikanske forsikringsselskab ACA til at investere i boliglån. Det vel at mærke uden at afsløre, at hedgefonden Paulson, der havde været med til at udvælge lånene, spekulerede i, at de ikke ville blive indfriet.

Det var efterfølgende det, der skete for 99 pct. af lånene. Sagsanlægget peger i retning af, at Goldman Sachs nu, efter i årtier at have været omgivet af en aura af ufejlbarlighed, er i færd med at blive indhentet af virkeligheden.

For ifølge den danske finansmand Per Wimmer, der har en fortid i netop Goldman Sachs, er virkeligheden en noget usædvanlig størrelse hos investeringsbankerne. Og det gælder, understreger han, bestemt ikke kun Goldman Sachs.

”I branchen taler man om ”vores verden” og ”den virkelige verden”. Og gud forbyde, at man skulle komme i nærheden af den virkelige verden. En del af forklaringen på krisen er, at man bevægede sig for langt væk fra den virkelige verden, fra realiteterne. I den boble opstod der en vis arrogance, drevet af en machokultur og oppustet selvtillid, typisk størst hos dem, der havde mindst at have den i,” siger Per Wimmer.
 
Korttidshukommelse
Per Wimmer driver i dag sin egen investeringsbank, Wimmer Financial, der har en konservativ investeringsprofil og orienterer sig imod langsigtede tendenser i markederne, blandt andet effekten af den voksende middelklasse i de nye vækstlande.

Han peger på, at en del af problemerne i branchen skyldes en uvilje mod at beskæftige sig med fortiden og lære af den. Der har været meget fokus på en kort tidshorisont og kortsigtede gevinster. Ikke på de langsigtede tendenser. Og den beskedne korttidshukommelse betød, at selvransagelsen oven på krisen ikke kom til at fylde meget.

”Det er lidt som at lide af ADD (en opmærksomhedsforstyrrelse, red.). Hukommelsen rækker seks måneder frem, fordi det er investeringshorisonten, men kun en uge bagud. I efteråret var det endda måske mere accelereret, end det plejer, fordi man ikke ville huske. Ydmygheden var hurtigt glemt,” siger Per Wimmer.

Han vurderer dog, at den vanskeligere adgang til gældsfinansiering betyder, at investeringsklimaet nu igen er fornuftigt. Ikke for ophedet, men heller ikke uden den afgørende vilje til at satse.

”Risikovilligheden er tilbage, der er igen appetit på risiko, og det er nødvendigt. Samtidig er der imidlertid en vis tilbageholdenhed på grund af bankernes finansielle situation, og det er kun sundt.”