11.02.10 Det svageste led

Af Sune Aagaard

Kritikerne af euro-samarbejdet gnider sig i hænderne i disse uger. For 11 år siden hævdede de, at landene i samarbejdet var så forskellige, at de smukke hensigtserklæringer før eller siden ville briste. At solidariteten ville blive udfordret af den manglende økonomiske disciplin i de sydeuropæiske lande. Nu er den tid kommet, og det er Grækenland, der siden optagelsen for godt ni år siden har været det sorteste får, der er den udløsende faktor.

”Det er kun sket en enkelt gang i euroens historie, at Grækenlands underskud har været mindre end de tre pct. af BNP, der er kravet for deltagerne i samarbejdet. Man er vant til, at de hænger i bremsen, men den nuværende krise er mere alvorlig end noget, vi tidligere har set,” siger Mikkel Petersen, Investment Analyst i Nordea Invest.

 
Krisens omfang blev kendt før jul, da det kom frem, at den tidligere regering havde sminket tallene, så budgetunderskuddet så mindre ud, end det i virkeligheden var. Budgetunderskuddet udgjorde, viste det sig, 12,7 pct. af BNP, langt mere end iagttagere af græsk økonomi havde troet. Kreditvurderingsbureauerne nedgraderede Grækenland, og renten røg i vejret, så det blev dyrere for grækerne at udstede obligationer for at dække behovet for kapital. Markedet mistede simpelthen tilliden til Grækenland, og en intens mediedækning gjorde presset endnu stærkere.

Prestigetab
Dilemmaet er klart. Hvis EU træder til og hjælper grækerne, vil flere andre lande, især Portugal, Spanien og Irland, også kunne tillade sig at forvente hjælp. Det er ikke befordrende for disciplinen, hvis de lande, der udviser mindst disciplin, efterfølgende bliver hjulpet på ret køl igen. Og desuden er der selvfølgelig det helt banale problem, at en hjælpepakke også koster mange penge. Hvis man lader Grækenland gå bankerot, og det er en realistisk mulighed, selvom det ikke er sandsynligt, vil man frygte en domino-effekt, fordi det vil svække hele euro-området, hvis et land går ned. Det næste i rækken vil så formentlig være Portugal.

 
”Euroen er skrøbelig, forstået på den måde, at værdisættelsen af valutaer handler meget om tillid, der som bekendt er let at miste og vanskelig at genvinde,” siger Mikkel Petersen.

Der er imidlertid andre muligheder end bankerot eller hjælp fra EU. En af dem er, at den internationale valutafond, IMF, træder til. Vurderingen er imidlertid, at det vil være så alvorligt et prestigetab for euro-landene, hvis de er nødt til at bede om hjælp fra IMF, at de hellere vil klare det selv, selvom IMF egentlig er bedre rustet til opgaven, og formentlig også vil have mere held med at få Grækenland til at overholde de indgåede aftaler.

 
”Man kan se af politikernes reaktioner, at de har forstået, hvor afgørende sagen er for tilliden til euroen. For et par måneder siden ville de have sagt, at landene hver især var forpligtet til at klare sig selv. Nu kan de se, at konsekvenserne, hvis Grækenland går ned, også vil ramme dem selv, og så er de mere tilbøjelige til at tale om hjælpepakker,” siger Mikkel Petersen.