20.05.10 Dommedagsmaskinen

Af Sune Aagaard

I 1985 blev Michael Lewis, med en bachelorgrad i et fuldstændig irrelevant fag og helt uden erfaring, ansat i investeringsbanken Salomon Brothers på Wall Street i New York. Tre år senere, da han havde tjent en mindre formue, sagde han op og skrev en bog om sine oplevelser, en bog, der gjorde ham berømt.

Bogen hed ”Liar’s Poker”, og han skrev den som en advarsel om, at de amerikanske investeringsbanker var ude på et skråplan, og at deres måde at drive virksomhed på ikke kunne fortsætte.

Selvom der kom en krise sidst i firserne, kørte spillet videre, mens mange unge mennesker læste ”Liar’s Poker” som en guide og skrev til Michael Lewis, fordi de gerne ville have nogle flere tips om, hvordan man kunne gøre karriere på Wall Street.

Nu er Michael Lewis vendt tilbage til Wall Street og har skrevet en populær fremstilling af en af de mest dramatiske perioder på finansmarkederne, hvor boligboblen kickstartede den globale finansielle krise. ”The Big Short” fortæller historien gennem en lille håndfuld investorer, som gjorde sig den ulejlighed at undersøge, hvad det var for nogle boliglån, som de store ratingbureauer, Moody’s og Standard & Poor’s, hævdede, i praksis var risikofrie og derfor gav den højeste kreditvurdering, AAA.

De spurgte alle, de kom i nærheden af, om de dog ikke havde misforstået noget. Selv undrede de sig over, hvordan de fattige amerikanere, der pludselig havde kunnet låne penge til at købe dyre huse, ville være i stand til at betale deres afdrag.

Og mens de gjorde det, investerede de alle deres, og andre investorers, penge i, at systemet kollapsede. Det gjorde systemet, og investorerne blev rige, men det var med en bitter smag i munden. For alle dem, der havde ansvaret for, at krisen opstod, forlod den rygende ruin med millioner af dollars, mens almindelige amerikanere betalte hele regningen.

”The Big Short” er et fantastisk drama af en fortælling, som udstiller arrogancen og manglen på både sund fornuft og samvittighed hos de store banker på Wall Street og hos ratingbureauerne. Michael Lewis vælger sine personer med omhu, og vi får hele baggrunden for, at de, som nogle af de meget få, pludselig indså, hvad det var, der foregik. Og ikke kunne tro deres egne øjne og hele tiden håbede, at de tog fejl.

Ingen vidste præcis, hvad det var for lån, der var tale om, og da efterspørgslen efter dem hele tiden steg, begyndte man at skabe kunstige lån parallelt med de eksisterende, så bankerne kunne blive ved med at tjene penge, indtil boblen brast.

Da det skete, reddede den amerikanske regering de fleste af bankerne, og der er ikke noget, der tyder på, at branchen er ramt af selvransagelse og ydmyghed. Michael Lewis har skrevet en umådeligt underholdende bog, men ikke en bog, som skaber tillid til Wall Street.