24.06.10 De drog vestpå

Mens udviklingen i Kinas østlige provinser er ræset af sted i de seneste årtier, har resten af landet stået stille. Sådan er det ikke længere, både af økonomiske og politiske grunde.

Af Sune Aagaard

I Vesten er vi, i hvert fald, når det drejer sig om erhvervslivet, vant til at forstå Kina primært som de østlige provinser ud til kysten. Her skyder millionbyerne op, og her etablerer stadig flere vestlige virksomheder sig i bestræbelserne på at få adgang til det kinesiske marked.

Det vil derfor komme bag på de fleste, at Indre Mongoliet var den provins i Kina, der oplevede den stærkeste vækst i 2009. Flere andre vestlige provinser kan prale med vækstrater, der overgår kystprovinserne. Ret skal være ret, siden væksten eksploderede i Kina, har udviklingen været meget skæv. Resten af Kina befinder sig på et helt andet udviklingsmæssigt niveau end de østlige provinser, så økonomien i Vest vokser fra et langt lavere niveau. Ifølge Tine Choi Ladefoged, der er senior strateg og Kinaekspert i Nordea, er der en god forklaring på udviklingen.

”Det handler om industrialisering og alt, hvad det indebærer. Man kan måske ikke påstå, at der er nået et mætningspunkt i Øst, men det er gået meget stærkt, og det har påvirket priserne. Virksomhederne søger naturligt derhen, hvor priserne på byggegrunde, og de øvrige omkostninger forbundet med at etablere sig, er lave,” siger hun.

Det er en udvikling, som i høj grad understøttes af de kinesiske myndigheder, som har en sund respekt for den risiko, der er forbundet med alt for voldsomme regionale forskelle.

”Det er det, den kinesiske administration frygter mere end noget andet, og sådan har det været altid. Samtidig vil det i sig selv være en stor gevinst, hvis man kan tage noget af presset fra kystbyerne. Der har været en gigantisk bevægelse af arbejdskraft fra resten af Kina og ud til kysten. Det er en hård belastning, så jo mere der sker i resten af landet, jo bedre,” siger Tine Choi Ladefoged.

Den store strategi
Det er ikke egentlig mangel på arbejdskraft, der driver virksomhederne vestpå. Kina har en gigantisk, flydende arbejdsstyrke, der følger arbejdet rundt. Som løsarbejder får man ikke opholds- men arbejdstilladelse dér, hvor der er jobs at få. Man er stadig bosiddende i den region, man kommer fra. Selvom det giver fleksibilitet, er det også en belastning for landet, hvis infrastruktur stadig ikke er gearet til at håndtere folkevandringerne.

Kina har allerede oplevet massive sociale uroligheder i de senere år, som blandt andet handler om en frustration over, at al udvikling foregår i Øst. Allerede i 2000 lancerede regeringen ”Den store vestlige udviklingsstrategi”, i et forsøg på at bringe vækst til resten af landet, primært gennem investeringer i infrastruktur. Kina har allerede brugt mere end 250 mia. dollars på planen, og investeringerne fortsætter.

Der er dog også andre gode grunde til at holde godt fast i yderområderne. Xinjiang, den gigantiske, vestligste provins i Kina, hvor etniske uroligheder i de senere år har hærget, råder over mere end en fjerdedel af Kinas egne olie- og gasreserver. Tibetanerne har halvdelen af Kinas guld, kul, krom og lithium – og måske verdens største reserver af uran under fødderne. Kina prøver derfor med forskellige midler at få flere og flere etniske kinesere, det vil sige Han-kinesere, til at bosætte sig i områderne.

”Der er mange gode grunde til, at kineserne nu ser vestpå. Og lige så mange gode grunde til, at de vestlige virksomheder følger med,” siger Tine Choi Ladefoged.