26.08.10 Vejen frem for russisk infrastruktur
Rusland hænger dårligt sammen. Der er behov for gigantiske investeringer, hvis landets økonomi ikke skal rammes hårdt af sammenbrud i infrastrukturen.
Af Sune Aagaard
Om morgenen den 17. august 2009 var Sayano-Shushenskaya-vandkraftværket i Khakassien i det sydlige Rusland stadig en kilde til national stolthed. Så stor var stoltheden, at kraftværket prydede de russiske 10-rubel pengesedler. Sayano-Shushenskaya var Ruslands største og verdens sjettestørste vandkraftværk. Opførelsen af kraftværket og den tilhørende dæmning blev påbegyndt i 1961 og færdiggjort i 1978, da den russiske planøkonomi var på sit højeste.
Men kl. 08.13 den 17. august 2009 blev Sayano-Shushenskaya indhentet af inkompetence, slendrian og forsømmelighed. Et turbinedæksel røg af – dybest set fordi der manglede nogle skruer, og de skruer, der var, var tæret igennem – og skabte en voldsom oversvømmelse, som dræbte 75 af arbejderne på kraftværket. Siden har Sayano-Shushenskaya været lukket, og det vides ikke, hvornår det åbner igen. I den nærliggende by Cheryomushki har man forbudt salg af stærk alkohol siden ulykken. Også en mulig indikation af årsagen.
Ulykken på Sayano-Shushenskaya er en tragedie i sig selv, men det kan ikke undgås, at den desuden er blevet et symbol på en af Ruslands største udfordringer. For det er ikke helt forkert at sige, at Ruslands position som medlem af de store vækstøkonomiers eksklusive klub er truet, og infrastrukturen er en af de vigtigste årsager.
Reaktionerne på ulykken var imidlertid markante, blandt andet udtrykt i en tale af præsident Medvedev. Det peger i retning af, at Rusland endelig vil formå at mobilisere den nødvendige politiske handlekraft til at gøre op med fortidens synder.
Kina og Indien viser vejen
Problemerne på Sayano-Shushenskaya var velkendte. Rapporter fra 1998 dokumenterede, at 85 pct. af kraftværket havde brug for gennemgribende renoveringer, men rapporterne slap aldrig ud af de offentlige kontorer. Først og fremmest var ulykken imidlertid et dramatisk udtryk for infrastrukturens dårlige forfatning.
Den almindelige russers hverdag er præget af hullede veje, rustne vandrør, livsfarligt nybyggeri og stor brandfare. Og da det gik bedst med den russiske økonomi, blev der ikke investeret tilstrækkeligt i infrastruktur. Rusland er suverænt verdens største land og udstyret med et særdeles barskt klima. Når olie og gas lige så suverænt udgør de vigtigste eksportvarer, giver det sig selv, at infrastruktur bør være højt prioriteret. Den russiske regering vurderer selv, at dårlige veje alene betyder tre pct. lavere BNP, og 15 mio. russere har end ikke adgang til motorvejsnettet.
I Moskva, hvor trafikken er berygtet over hele verden, kæmper man med at få bygget en motorvej fra Sheremetyevo-lufthavnen og hele vejen ind til Kreml. Byggeriet er et prestigeprojekt, og processen har lidt under korruption, mangel på offentlig støtte og dårlig planlægning. Eksperter siger, at vejen vil gøre hovedstadens trafikale problemer større snarere end at afhjælpe dem.
Investeringer i kinesisk og indisk infrastruktur er vokset dramatisk i de sidste 10 år og ser ud til at komme den almindelige befolkning til gavn. Imens risikerer russerne, at de skruer, der holder landet sammen, langsomt tæres igennem. Ruslands potentiale er lige så stort som landet selv. Det er nødvendigt at lade sig inspirere af kineserne og inderne, hvis hullerne i vejen ikke skal forhindre potentialet i at blive til virkelighed.
