27.05.10 Norsk etik og profit
Den norske oliefond er Europas største aktionær og tager sit etiske ansvar alvorligt. Men der er uenighed om strategien for investeringerne, og om hvad der sker, hvis man lukker op for skattekisten.
Af Sune Aagaard
Hvis nordmændene skulle finde på at ærgre sig over regnen og de dyre grøntsager, kan de til gengæld glæde sig over, at de har det, vi andre går og sukker efter, nemlig penge. 2.500 mia. danske kroner, for at være mere præcis, har de lagt til side, siden den norske oliefond blev etableret i 1990. Tallet vil formentlig være ca. dobbelt så højt om 10 år. Så er der råd til nogle agurker, selvom de er dyre.
Der er imidlertid ballade om, hvilken investeringsprofil fonden skal have. Indtil finanskrisen klarede fonden sig bedre end markedet, og der var stor tilfredshed med, at det kunne lade sig gøre, når de etiske standarder samtidig var højt prioriterede. Tobaksproducenter, miljøsvin, våbenfabrikker og andre med rod i etikken får nemlig ikke adgang til de norske oliemilliarder. Da krisen så kom, raslede værdien ned, og skeletterne ud af skabene, blandt andet i form af et uheldigt engagement i investeringsbanken Lehman Brothers, der gik konkurs under krisen.
Et panel af eksperter har siden konkluderet, at fonden ikke har klaret sig bedre, end hvis den havde udvalgt de selskaber, den ville investere i, tilfældigt. Planen var ellers, at investeringerne skulle have været lav-risiko. Europas største aktionær har rettet sig siden og har indhentet det meste af det tabte, men debatten raser stadig i Norge.
Olien støjer
Hvis man fjernede olien fra den norske økonomi, ville den være et fallitbo med et kæmpe underskud på betalingsbalancen. Men nordmændene kan jo ikke gøre for, at de har olie, og der er bred enighed om, at de mange penge bliver forvaltet fornuftigt og med behørig respekt for konsekvenserne af at linde på kistelåget.
”Olien er jo slut på et tidspunkt, selvom de norske reserver er store, og derfor er nordmændenes konservative strategi absolut fornuftig,” siger Michael Borre, chefrådgiver i Nordea.
Han peger på, at alle aktier i Norge på en måde er olieaktier, simpelthen fordi olien fylder så meget i norsk økonomi.
”Man kan sige, at olien er en støjkilde, der kommer ind og skubber til billedet af alle de andre investeringsmuligheder i Norge. Det kan man se også ud af, at hele det norske marked svinger markant mere end andre lande med ellers sammenlignelige aktiemarkeder,” siger han.
Debatten i Norge drejer sig dels om, hvorvidt det er en rigtig strategi, at 60 pct. af fondens penge er investeret i aktier. Og så selvfølgelig om, hvorvidt man skal sende nogle flere penge i omløb, eller om risikoen for inflation er for stor. Der kan komme en dag, hvor svaret giver sig selv, fordi der ikke er mere olie at tage af. Indtil da vil nordmændene skændes om etikken og profitten, mens sparegrisen vokser støt.
