28.01.10 Vækstøkonomiernes guldrandede papirer

 

Mens gælden ophober sig i Vesten, ser fremtiden lovende ud for vækstøkonomierne. De er kommet styrket ud af krisen takket være fornuftig økonomisk politik og voksende hjemmemarkeder, og de har formået at holde fast i de høje vækstrater. Derfor er deres obligationer lige nu interessante for danske investorer. 

 

Af Sune Aagaard

Verdens vækstøkonomier kommer ud af den økonomiske krise som vindere. Krisen har fremskyndet og tydeliggjort, at styrkeforholdet mellem i-landene og vækstøkonomierne har forskubbet sig til vækstøkonomiernes fordel. Og udviklingen kan nu ses på vækstøkonomiernes obligationer, der er blevet attraktive for vestlige investorer.


”Vækstøkonomierne eller emerging markets har vist sig stærke under krisen. I modsætning til tidligere fører de nu generelt en fornuftig økonomisk politik, og de er i højere grad uafhængige, både af hinanden og af Vesten,” siger Philip Wandel, Investment Analyst i Nordea Invest.


Når økonomiske kriser tidligere ramte den rige del af verden, blev den fattige del af verden også hårdt ramt, fordi afhængigheden af Vesten var så stor. Sådan er det ikke længere. Dels fordi vækstøkonomierne i højere grad handler med hinanden, og dels fordi købekraften i vækstøkonomiernes hjemmemarkeder for de flestes vedkommende vokser hurtigt. Samtidig er den rige verden ved at opbygge en stor gæld, som også kan påvirke styrkeforholdet, vurderer Philip Wandel.


”De vestlige lande udsteder masser af obligationer, og det betyder, at landenes gæld som andel af deres bruttonationalprodukt vokser. Det modsatte sker i flere emerging markets-lande, og det har betydning, for selvom de rige landes kreditværdighed er god, skal gælden jo engang betales,” siger han.

 

Særdeles interessante
Obligationer fra vækstmarkederne regnes for langt mere risikofyldte investeringer end obligationer fra de rige lande. Det er imidlertid vurderingen lige nu, at man som investor bliver godt betalt for at påtage sig den risiko. Det gælder blandt andet obligationer fra Argentina og Venezuela. De to lande har hver deres sæt af problemer at slås med, men under balladen vurderer de eksperter, som Nordea Invest trækker på, at der er en reel betalingsvilje, og at det er afgørende for disse lande at stå på god fod med dem, der låner pengene ud.


”Argentina og Venezuela har hver deres problemer, men har stærke incitamenter til at holde styr på tilbagebetalingerne. For Venezuela er ekstern finansiering afgørende for gennemførelsen af politiske reformer kombineret med sikkerheden i landets oliereserver. For Argentina har stigende råvare- og fødevarepriser bidraget positivt til landets økonomi. Samtidig arbejder Argentina målrette mod at få adgang til de internationale kreditmarkeder, hvilket man ikke har haft siden 2001 ,” siger Philip Wandel.


Som individuel investor er det meget vanskeligt at få lov, og rent praktisk at komme til, at købe obligationer fra vækstøkonomierne. Nordea Invest trækker på et stort net af eksperter, der har kontakterne og følger de pågældende økonomier meget tæt.


”Politiske forhold og udviklingen i for eksempel korruption er altafgørende for de her investeringer. Derfor er detailkendskabet afgørende. Vi kan ikke være eksperter i alt, men tendensen er, at vækstøkonomierne bliver stærkere og mere interessante som investeringer, og lande som Venezuela og Argentina er i særdeleshed værd at holde øje med,” siger Philip Wandel.

Nordea Invest HøjrenteLande: Investerer i statsobligationer og andre obligationer med statsgaranti eller tilsvarende sikkerhed i mindre udviklede lande.