Tyskerne sparer som Joakim von And derhjemme, mens de forsyner verdens nye vækstøkonomier med luksusbiler og anden ingeniørkunst.
De europæiske markeders betydning bliver mindre, men Europa har mere brug for Tyskland end omvendt.
Af Sune Aagaard
Tysk økonomis stærkeste særkende, luksusbilerne, har været med til at trække Tyskland ud af krisen. De hidtil stærke markeder i Vesten kan ikke længere levere køberne af de dyre biler, men til gengæld glæder man sig i Stuttgart over, at kineserne, brasilianerne, russerne og inderne er kommet til penge. Salget af Mercedes til Kina steg med 120 pct. i de første seks måneder af 2010 sammenlignet med året før. Og udviklingen er stærkest for de dyre modeller. For de øvrige tre lande steg salget med mere end 70 pct.
Det understreger et kendt mønster: At hjemmemarkedet og – i stigende grad – eurozonen bliver stadigt mindre vigtige markeder for tyskerne. Den tendens var stærk før krisen, men krisen har skubbet yderligere på. For det er ikke kun biler, tyskerne kan sælge til de nye store vækstøkonomier. De er, mere end noget andet, dygtige ingeniører, og netop den slags færdigheder er mange, mange penge værd i lande, hvor der i disse år investeres gigantiske beløb – ikke alene i biler, men også for eksempel i udvikling af infrastruktur.
Det er et mættet marked i Vesten, mens eventyret kun lige er begyndt i BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina). Og nu, hvor europæerne har fået bygget det, der skal bygges, og ikke længere har penge at købe for, ser tyskerne usentimentalt mod nye markeder, mens de gamle kunder får mindre og mindre betydning.
At Tyskland og tyskerne i økonomisk forstand er anderledes skruet sammen end resten af Europa er i det hele taget blevet endnu mere synligt efter finanskrisen. Nye tal for erhvervslivets forventninger til fremtiden fra det tyske Ifo Institute i denne uge indikerer, at det tyske opsving er stærkt. Det betyder, at opbremsningen efter et dramatisk andet kvartal, hvor Tysklands økonomi voksede med 2,2 pct. i forhold til kvartalet før, ikke bliver så voldsom, som mange iagttagere frygtede. Der er substans i de flotte væksttal.
Populær discount
Og så steg tyskernes privatforbrug lidt i andet kvartal. Det er altså lykkedes at få naboerne mod syd til at bruge nogle penge, og det er ellers ikke nogen nem opgave. I Tyskland sidder discountsupermarkeder som Aldi og Lidl på 45 pct. af markedet. I det øvrige Europa udgør deres markedsandel mindre end 20 pct.
En undersøgelse, der blev refereret for nylig i ugemagasinet The Economist viste, at halvdelen af alle tyskere som en konsekvens af krisen sparede ved at bruge færre penge på mad og drikke. I Spanien, et land med så alvorlige strukturelle økonomiske problemer, at iagttagere frygter, at det på sigt kan gå konkurs, bringer blot hver femte indbygger den slags ofre i bestræbelserne på at komme fornuftigt gennem krisen.
Det har som sagt mindre betydning for de tyske produktionsvirksomheder. Man har gennem mange år vænnet sig til, at de hjemlige forbrugere er gode til at holde på pengene og har i stedet formået at eksportere sig til velstand. Der var et tidspunkt i foråret, hvor man frygtede for euroens fortsatte eksistens. Det er tankevækkende, at det land, der gjorde udslaget i kampen for at genskabe euroens troværdighed, er i færd med at bevæge sig væk fra de selv samme markeder.
