Nordea Invest hædret ved Morningstar Fund Awards 2016

Publiceret den 31.03.2016

Nordea Invest har igen vundet den prestigefyldte pris som Danmarks bedste obligationshus ved Morningstar Fund Awards 2016. Det er en pris, som Nordea Invest har siddet på i seks ud af de seneste syv år. Det viser, at Nordea Invest har opretholdt en ensartet høj kvalitet over en længere årrække. 

Morningstar kårer hvert år de bedste afdelinger og investeringsforeninger på det danske marked, og her har Nordea Invest endnu en gang skilt sig ud som den samlet set bedste udbyder af obligationsafdelinger. Den prestigefyldte pris er, med undtagelse af et enkelt år, blevet tildelt Nordea Invest hvert år siden 2010, og den er et bevis for at Nordea Invest trods svingende finansielle markeder har sikret sine investorer gode og konkurrencedygtige afkast på obligationsmarkederne. 

"Vi er utroligt glade og stolte over at modtage prisen, og det understreger den stabilitet og konsistens i resultaterne, der samlet set er skabt til investorerne i Nordea Invests obligationsafdelinger", siger Eric Christian Pedersen, direktør i Nordea Invest.

”Især er det dejligt at fastholde positionen som Danmarks bedste obligationsforvalter efter et år, hvor det ikke har været let at navigere i specielt det danske obligationsmarked.” fortsætter Eric.

Kåringen sker ud fra de seneste fem års resultater og under hensyntagen til størrelsen af foreningernes udbud af afdelinger. Ifølge Morningstar er prisen en anerkendelse af de foreninger, der har tilbudt investorerne et udbud af afdelinger, der har ligget i den bedste ende af markedet.

Dygtige til risikostyring

"De seneste år har været både udfordrende og uforudsigelige. Derfor er det de obligationsudbydere, der løbende har været bedst til risikostyring og til at vægte deres porteføljer optimalt, der har klaret sig bedst. At vinde prisen som bedste obligationsforvalter igen viser, at vi i Nordea Invest har valgt den rigtige strategi og har et holdbart og godt setup i den måde, vi investerer på", siger Eric Christian Pedersen.

Nomineringer

Nordea Invest var også nomineret i kategorierne:

  • Bedste investeringsforening til "Aktier" og "Aktier og Obligationer"
  • Bedste balancerede afdeling (Basis 3)
  • Bedste danske aktieafdeling (Danske Aktier Fokus)
Vidste du at...
Morningstar er et uafhængigt analysebureau, som sammenligner investeringsforeninger på tværs. Se film her: http://nordeainvestmagasinet.dk/artikler/hvad-er-morningstar
En fond kan modtage mellem 1 og 5 stjerner. Den kan først vurderes efter at have eksisteret i minimum 3 år
Fund Award prisen uddeles på baggrund af en fond eller forenings resultat det seneste år, men dets resultat på 3 og 5 års sigt tages også i betragtning.