Udbytter for 2016 udbetales allerede i februar

Udbytterne for 2016 vil blive udbetalt tidligere end de foregående år, hvor udbetalingen først fandt sted efter den ordinære generalforsamling i april.

16.12.2016

Udbytterne for 2016 forventes udbetalt den 8. februar 2017, hvilket er tidligere end de foregående år, hvor udbetalingen fandt sted efter den ordinære generalforsamling i april. Den tidligere udbetaling er muliggjort gennem en vedtægtsændring besluttet på den ekstraordinære generalforsamling den 28. november 2016. 

Nye skatteregler

Baggrunden for vedtægtsændringen er vedtagelsen af nye skatteregler i juni 2016 (Lovforslag L123). De nye regler har den konsekvens, at der ikke længere kan udstedes eks-kupon beviser som et tilbud til investorer, der ønsker at investere i udloddende afdelinger i perioden fra årsskiftet til generalforsamlingen. Der vil således ikke blive etableret eks-kupon beviser i 2017. I stedet vil udbyttet blive udbetalt så tidligt i 2017 som muligt – forventeligt den 8. februar 2017. 

Det betyder, at investorer der ønsker at undgå, at en del af investeringen hurtigt udbetales igen i form af udbytte, og dermed kommer til beskatning, bør undlade at købe beviser i afdelinger med udlodning i perioden frem til den 6. februar 2017.

De udbytter, der udbetales den 8. februar 2017, fragår den indre værdi den 6. februar 2017.

Geninvestering af udbytter

Det er som hovedregel en fordel at geninvestere udbytte med det samme, hvis man fortsat ønsker sin formue investeret. Som kunde i Nordea Bank kan du tilmelde dig en aftale om automatisk geninvestering. Det er både en nem og billig måde at få geninvesteret pengene på, hvis du ikke har brug for den kontante udbetaling her og nu.